lørdag den 29. december 2012

Lige direkte ind i muren!

I går skulle bare have været en af de der stille og rolige dage, uden videre ståhej. Sådan var planen i hvert fald. Men der er nogle ting vi ikke kan bestemme på forhånd, eller på nogen måde forhindre - som eksempelvis at der styrter en bil direkte ind i muren under køkkenvinduet, fordi bilens fører har fået et epileptisk anfald, og derfor ikke fik drejet fra i rundkørslen vi bor ved.

På en ellers så fredelig eftermiddag lyder der pludseligt et brag udenfor - jeg tror bare at det igen er nogle byggematerialer fra byggeriet ved siden af der vælter, men da jeg kigger ud af mit køkkenvindue, sidder der fem mennesker og stirrer chokeret i en bil - som holder lidt tættere på muren end godt er. Herfra går tingene lidt stærkt, før jeg får set mig om holder der 3 ambulancer, 2 politibiler og en lægebil i indkørslen og på vejen. Der er politi på stedet og redningsfolk - men heldigvis er der ingen personer som er kommet til skade, det er dog mere end man kan sige om den stakkels blå Fiat Punto, og ikke mindst vores mur! Men det må vel være den risiko der er ved at bo i rundkørslen mellem Vissevej, Gugvej og Sønder Tranders Vej.



I dag er bilen fjernet, og det er kun det sørgelige hul i muren, der er tilbage, og vi kan tydeligt se resultatet på indersiden, med rævner og sprækker, samt vinduskarmen som er presset ind. Så nu er det spændende at se hvad vores udlejer og forsikringsselskaberne finder ud af, der skal ske - for jeg tror, at det kræver at hele muren i det hjørne skal bygges om - helt ind i soveværelset. 



Du kan læse Nordjyskes artikel her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar